Erhvervsvilkår for Postly

Sidst opdateret: 27. oktober 2026

1. Hvem vilkårene gælder for

Vilkårene gælder for virksomheder, foreninger og andre, der bruger Postly som erhvervskunde, enten via en erhvervskonto på postly.dk/erhverv, via API eller via MCP. Postly drives af GN, CVR 38823574, Nordre Fasanvej 207A, 1. 02, 2000 Frederiksberg ("Postly"). Postlys handelsbetingelser gælder også. Er der forskel, gælder erhvervsvilkårene. Databehandleraftalen er en del af vilkårene. Fortrydelsesret gælder ikke for erhvervskunder.

2. Konto og adgang

Kontoen oprettes med firmanavn, CVR-nummer og en kontaktperson. Man logger ind med et link, der sendes til arbejdsmailen. Kunden er ansvarlig for, hvem der har adgang til kontoen og til eventuelle API-nøgler, og for alt, der bestilles fra kontoen. Har kunden mistanke om misbrug, skal Postly have besked med det samme, så vi kan spærre adgangen.

3. Hvad Postly gør

Postly printer, kuverterer og afleverer kundens breve til dao, som omdeler dem. Breve kan sendes som almindeligt eller rekommanderet (anbefalet) brev. Postly er ikke en postvirksomhed. Omdelingen sker efter dao's vilkår og leveringstider.

Breve, der er bestilt og betalt før kl. 12 på en hverdag, afleverer vi til dao samme dag. Ellers afleverer vi dem den førstkommende hverdag.

Ved rekommanderede breve får kunden dao's indleveringskode og dao's leveringskvittering for hvert brev, når dao har sendt den, og en afsendelseserklæring fra Postly. Ved en udsendelse samles koderne i én mail, når brevene er afsendt, og kvitteringerne sendes samlet sammen med én afsendelseserklæring for hele udsendelsen. Postly står som afsender over for dao. Postly garanterer ikke, at et brev har en bestemt retsvirkning eller når frem inden en frist.

4. Priser

Priser for erhvervskunder er ekskl. moms og fremgår af postly.dk/erhverv på bestillingstidspunktet. Mængderabat og faste priser gælder kun, når de er aftalt skriftligt, også pr. mail. Ændrer vi priserne, gælder de nye priser for breve, der bestilles efter ændringen. En skriftligt aftalt pris kan kun ændres med 30 dages varsel.

5. Forudbetalt saldo

5.1 Kunden betaler fra en forudbetalt saldo, der fyldes op med betalingskort. Prisen for et brev eller en udsendelse trækkes fra saldoen, når bestillingen bekræftes. Fakturering i stedet for forudbetaling kan aftales.

5.2 Saldoen udløber ikke, og der betales ikke renter af den.

5.3 Ubrugt saldo udbetales efter anmodning. Skriv til gustav@postly.dk. Vi udbetaler inden 14 dage til det betalingskort, saldoen blev fyldt op med, eller til en bankkonto i kundens navn. Udbetalingen er gratis.

5.4 Lukkes kontoen, udbetales en eventuel restsaldo på samme måde.

5.5 Rabatkoder kan ikke bruges til at fylde saldoen op.

5.6 Optankninger og træk kan ses under Saldo i kontoen. Skal kunden bruge en kvittering for en optankning, sender vi den efter anmodning.

6. Annullering og fejl

6.1 Vil kunden annullere en udsendelse, skal kunden skrive til gustav@postly.dk hurtigst muligt. Er brevene ikke printet endnu, annullerer vi dem og fører beløbet tilbage til saldoen.

6.2 Har Postly lavet en fejl, fx printet eller kuverteret forkert eller brugt en anden adresse end den, kunden har oplyst, sender vi brevet igen uden beregning. Kan det ikke lade sig gøre, får kunden beløbet tilbage. Fejl skal meldes inden 14 dage efter, at kunden har opdaget dem.

6.3 Skyldes fejlen kundens fil, adresser eller oplysninger, sender vi ikke brevet igen gratis.

7. Kundens ansvar for indhold og modtagere

Kunden er afsender af brevene og ansvarlig for indholdet. Postly kontrollerer ikke indholdet, men printer og sender det. Kunden skal sikre, at indholdet er lovligt, at adresserne er korrekte, og at kunden har lov til at behandle modtagernes personoplysninger. Ved påkrav, rykkere og andre krav er kunden selv ansvarlig for at overholde inkassoloven og øvrige regler. Postly sender brevene, men fører ikke sagen. Postly kan afvise eller standse breve, der åbenlyst er ulovlige eller krænkende.

8. Persondata

Når Postly printer og sender breve for kunden, er Postly databehandler for kunden. Databehandleraftalen gælder og accepteres sammen med disse vilkår.

Vi sender kvitteringer og besked om jeres breve. Mails om Postlys ydelser sender vi kun som beskrevet i privatlivspolitikken, og I kan altid afmelde jer.

9. Ansvar

9.1 Postlys samlede ansvar over for en erhvervskunde er begrænset til det beløb, kunden har betalt for den udsendelse, kravet vedrører.

9.2 Postly er ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder driftstab, tabt husleje, tabt fortjeneste, oversiddede frister eller tab af data.

9.3 Postly er ikke ansvarlig for dao's omdeling, herunder forsinkelser og fejl hos dao.

9.4 Begrænsningerne gælder ikke ved forsæt eller grov uagtsomhed.

10. Ophør

Kunden kan lukke kontoen når som helst ved at skrive til gustav@postly.dk. Postly kan opsige aftalen med 30 dages varsel, og straks hvis kunden misbruger tjenesten eller ikke overholder vilkårene. Breve, der allerede er betalt, sendes inden ophør, medmindre kunden ønsker andet.

11. Ændringer

Postly kan ændre vilkårene med 30 dages varsel pr. mail til kontoens mailadresse. Ændringer til fordel for kunden eller som følge af lovgivning kan ske med kortere varsel.

12. Lovvalg og tvister

Dansk ret gælder. Tvister afgøres ved retten ved Postlys hjemting.

Spørgsmål: gustav@postly.dk eller postly.dk/kontakt.